Nyhed

Grønt flag på AGS varsler 5 fede dage

af Kasper C. Larsen

Tirsdag den 22. januar kl. 9.30 hejste borgmester Erik Lauritzen igen Det Grønne Flag på Alssundgymnasiet i Sønderborg. Flaget er Friluftsrådets tegn på, at gymnasiet arbejder med bæredygtighed i undervisningen og har et Miljøråd, der engagerer sig for elevernes bevidsthed omkring miljøproblematikker, i år med særligt fokus på affald og affaldssortering.

Flaghejsningen markerer samtidig også startskuddet til gymnasiets temauge ”Fem Fede Dage”, der finder sted i Uge 5. Her har Miljørådet taget initiativ til at sætte fokus på udvalgte temaer, der alle drejer sig om unges forbrug. Hver ugedag markerer således et særligt fokus, med Mad-Mandag, Tøj-Tirsdag, Off-Onsdag, Transport-Torsdag og Fest-Fredag.

Dermed følger AGS et koncept, der oprindeligt er udtænkt af miljøorganisationen UngEnergi til fremme af bevidstheden omkring forbrug blandt unge. Torsdag den 24. januar kl. 9.50 mødes hele skolen til et fællesarrangement, afholdt af Johanne Stenstrup fra webmagasinet og blognetværket Sustain Daily, om bæredygtighed i hverdagen med fokus på elektronik og tøj. I Uge 5 er der efterfølgende planlagt konkurrencer, undervisning, filmforevisninger, secondhand-tøjsalg, bagning med insekter mm., der alt sammen har bæredygtighed som omdrejningspunkt.    

Tilbage