Nyhed

Engelskelever så Romeo og Julie

af Kasper C. Larsen

Alle elever med engelsk på A-niveau var inviteret til teaterforestilling med en meget anmelderrost fortolkning af Shakespeares ”Romeo og Julie”. Forestillingen foregik i Kantinen på AGS og blev efterfulgt af workshops i gymnastikhallen, hvor eleverne morede sig med fysiske og visuelle fortolkninger af Shakespeares budskaber – en både anderledes og sjov måde at arbejde med Shakespeare på.

Teatertruppen hedder TNT Theatre og søger med deres forestilling tilbage til de oprindelige rødder i Shakespeares værk, sådan at det i stor udstrækning opleves på samme måde, som det oprindeligt blev fremført i dramatikerens samtid for omkring fire hundrede år siden. Shakespeares stykker var nemlig skrevet til at blive fremført med en begrænset og enkel scenografi med levende musik, der skulle give mere plads skuespillerne og sætte mere fokus på deres fortolkninger af rollerne i stedet for det fortravlede effektjageri, man ofte oplever i vores digitale tidsalder.

TNT’s ”Romeo and Juliet” kan i oktober og december opleves rundt omkring i Danmark, før de fortsætter turnéen videre i Europa. Man kan læse mere om forestillingen her: www.theatreallovertheworld.com

Tilbage