Nyhed

COVID-19-status på AGS

af Kasper C. Larsen

De første tilfælde af COVID-19 har nu også fundet vej til Alssundgymnasiet. I denne uge er to elever og en ansat i rengøringspersonalet testet positiv. Deres nære kontakter er sendt hjem til selvisolation og test. I ingen af tilfældene er smitten sket på skolen, og de tre tilfælde har således ingen relation til hinanden.

På skolens interne informationskanaler er alle elever som medarbejdere informeret om, hvordan de skal forholde sig i denne og lignende situationer. Ligeledes har gymnasiets rektor Jeppe Kragelund været på besøg hos de relevante klasser for at orientere om smitte og forholdsregler.

Rektor er desuden i løbende kontakt med sundhedsmyndighederne, som er rådgivende myndighed omkring håndtering af corona. Han forklarer: ”Vi har indtil nu været forskånet, men set i lyset af smittetrykket i hele landet, så må man nok bare konstatere, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi også fik smittede her på AGS – trods alle vores forholdsregler.”

AGS har siden udbruddet taget situationen meget alvorligt, bl.a. ved at opstille midlertidige håndvaske foran hovedindgangen til benyttelse, inden man træder ind på skolen; ved at sætte sprit og spritservietter op overalt på skolen; ved at hyre ekstra rengøringspersonale til afspritning af berøringsflader i dagtimerne og ved at indføre restriktioner for samvær i frikvartererne, for blot at nævne nogle af initiativerne.

Jeppe Kragelund understreger desuden, at eleverne har håndteret situationen meget ansvarligt. ”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til de unge mennesker. Det er ikke nemt at være ung og skulle udsættes for så mange sociale begrænsninger, men de klarer det faktisk virkelig flot, situationen taget i betragtning. Og så vil jeg selvfølgelig også gerne sig god bedring til de smittede, og lad os nu håbe, at vi fortsat kan holde smitten nede ved fælles hjælp.”

Tilbage