Engelsk A, spansk/fransk A, latin C

 

Engelsk A
Spansk/Fransk A
Latin C




”Det bedste er nok, at man lærer at forstå andre kulturer. Det åbner op for, at man kan rejse på en anden måde – og måske endda arbejde i udlandet en dag".

Louise Iversen
Elev på sproglig studieretning

”Eventyrlystne” er et af de ord, elever på studieretningen med flere sprog ofte bliver beskrevet med. Det er i hvert fald kun godt, hvis man er interesseret og nysgerrig efter at lære andre kulturer at kende. Den sproglige studieretning kan mange ting: den viser dig sider af steder og mennesker, du ikke har mødt før – den åbner verden for dig på en helt ny måde, fordi du vil opleve, hvor anderledes det er at rejse, når du kan tale sproget. Samtidig imødekommer den en stadig mere efterspurgt kompetence af dansk erhvervsliv: at fremtidens medarbejdere kender til kulturer og sprog i andre lande end deres eget.

Sprogfag er meget mere end oversættelse og grammatik. De er også fag, der øger din forståelse for kultur i en bred forstand. Du lærer at forstå baggrunde for indvandring og integration, for politiske og økonomiske fællesskaber, og for at film, bøger og ikke mindst internettet gør verden både større og mindre på samme tid. Vi er alle blevet verdensborgere, og det er måske mere end nogensinde før blevet absolut nødvendigt, at vi forstår hinanden bedre.

Alle kender det engelske sprog – men hvor godt kender du den engelsksprogede kultur? Hvis du har set en tv-serie, har du sikkert også lagt mærke til, at heltene er forskellige i danske og amerikanske serier. Hvorfor er de det? Er britisk noget helt andet end amerikansk? Og hvad tror du, den danske kultur er mest påvirket af?

Kendskab til fransk sprog og kultur er vigtigt for dig, der vil ud at opleve verden eller ønsker at arbejde i en stor international virksomhed. I Europa taler man fransk i Frankrig, Belgien, Schweiz og Luxembourg, og uden for Europa tales sproget især i Asien og i Afrika. Faktisk er fransk et af de sprog, som vokser mest i disse år – især i Afrika. Det gør fransk kultur til en meget varieret og mangfoldig størrelse.

Frankrigs indflydelse på den europæiske udvikling har desuden gjort fransk til et vigtigt sprog i organisationer som EU og FN. Og så er Frankrig Danmarks vigtigste handelspartner i Sydeuropa.

Spansk er efter kinesisk blevet det mest talte sprog i verden. Det er modersmål i over 20 lande og tales i dag af ca. 450 millioner mennesker. Det latinske mindretal i USA vokser sig til en markant politisk magtfaktor, og de danske muligheder for vækst i særligt Sydamerika er blevet fremhævet af bl.a. Dansk Industri. Der er grunde nok til at dykke ned i det spanske sprog – og så er der en stor og underholdende kulturarv af bl.a. musik, folkefester og eksotiske traditioner at dykke ned i.

Det tredje sprogfag i denne studieretning er latin.

Latin er – trods udbredte rygter om det modsatte – et ganske levende sprog, og dette ikke kun hos paven eller blandt læger. Dets ordforråd lever videre i alle de sprog, du taler. Faget giver dig både en uvurderlig støtte til at lære andre sprog og et enestående indblik i romersk kultur, som har påvirket stort set alt, vi laver i dag, fra politik til arkitektur, kunst og underholdning. Og ja, du vil selvfølgelig også kunne imponere både præsten og kæresten ved at citere Cæsar, Cicero og Catul på originalsproget.

Den sproglige studieretning med tre sprog ruster dig netop stærkt til fremtiden. At være dansker er også at være europæer og verdensborger, og når man møder den store verden, lærer man også sig selv bedre at kende. På AGS har vi en lang tradition for at rejse meget ud – både på sprogskoler, udvekslingsture, studieophold og individuelle kulturrejser. Oplevelse fremmer nemlig forståelsen.

Den sproglige studieretning med tre sprog er den eneste, der ikke kræver matematik og et naturvidenskabeligt fag på B-niveau.  Husk i øvrigt, at du først skal vælge studieretning, EFTER du er startet på gymnasiet.