Engelsk A, fransk A, samfundsfag B

 


Engelsk A
Fransk A
Samfundsfag B




”Det har været virkelig spændende at lære om, hvordan andre lande fungerer i forhold til Danmark. Det fik mig til at åbne øjnene for, at der er andre måder bygge sit samfund op på".

Louise Iversen
Elev på studieretning med engelsk og samfundsfag

Sprogfag og samfundsfag er altid en spændende kombination. Her lærer du om, hvordan andre landes samfund er opbygget i forhold til det danske. Det giver dig nye perspektiver på dansk, engelsk og fransk politik, kultur og historie – og det bliver nemmere at forstå de internationale overskrifter i aviserne og forstå kulturen i de enkelte lande.

Med to sprogfag og samfundsfag i studieretningen er der god mulighed for at sammenligne mange spændende samfundsforhold. Det kunne fx være at undersøge den franske ungdomskultur i forhold til den engelske eller den danske, eller at undersøge, hvorfor nogle politiske ideer er mulige i det ene land, men ikke i det andet.

Frankrig har altid spillet en stor rolle i de politiske oprør i Europa. Tænk på revolutionen i 1789, ungdomsoprøret i 1968 og de gule veste i dag. Frankrig er som tidligere kolonimagt også et multikulturelt land, hvor de mange indvandrere fra hele verden på hver deres måde forandrer det politiske og kulturelle miljø. Det franske sprog tales af flere og flere og fremover bliver det et af verdens største sprog. Man taler også fransk i FN og EU og i internationale erhvervsvirksomheder. Så Frankrig og fransk er i bevægelse, og det er altid interessant – også for en dansker.

Hvad end det er Storbritanniens udmelding af EU, det amerikanske præsidentvalg eller brugen Twitter i USA sammenlignet med Danmark, giver kombinationen af samfundsfag og engelsk optimale muligheder for at undersøge spændende samfundsmæssige forhold. Du lærer at bruge internettet til at samle information – og at forholde dig kritisk til den. Hvor meget kan man fx stole på en meningsmåling? Hvor meget bør politikere følge dem?

AGS-elever deltager i Europæisk Ungdomsparlament i Sønderborg.

På AGS bestræber vi os på at komme ud og mærke kulturen, hvor den er. Det kan f.eks. være studieture til engelsksprogede eller fransksprogede lande.

Du er sammen med din klasse selv med til at sætte præg på, hvilket fokus din sproglige og samfundsvidenskabelige studieretning får.

Dine mulighed for valgfag spænder vidt, lige fra idræt og billedkunst til erhvervsøkonomi og innovation.

Husk i øvrigt, at du først skal vælge studieretning, EFTER du er startet på gymnasiet.