Klimafolkemøde 2. - 3. september 2021

Gymnasieelever inviterer til
Ungdommens Nationale Klimafolkemøde | #kfm2021

Unge vil sætte klima på dagsordenen. Derfor har gymnasieelever fra tre gymnasier stablet et klimafolkemøde på benene. Over to dage skal eleverne diskutere, deltage i workshops og handle på konkrete og lokale klimatiltag.

I samarbejde med Tuborgfondet inviterer Middelfart Gymnasium og HF, Aurehøj Gymnasium, Alssundgymnasiet Sønderborg til Ungdommens Nationale Klimafolkemøde torsdag den 2. september og fredag den 3. september. Udover Tuborgfondet, har eleverne allieret sig med Danske Gymnasier og Efterskoleforeningen.

Kendte klimaaktivister og politikere deltager

Til dette års Ungdommens Klimafolkemøde kan man møde en række prominente gæster, debattører og foredragsholdere herunder: Forfatter og debattør Tor Nørretranders, Klimaminister Dan Jørgensen, forhenværende minister og EU-kommissær Connie Hedegaard, forfatter Caspar Eric, transportminister Benny Engelbrecht, klimaaktivist Anders Morgenthaler og mange, mange flere.

Et klimafolkemøde for alle unge

Formålet med Ungdommens Klimafolkemøde er at nå ud til samtlige unge på alle ungdomsuddannelsesinstitutioner i Danmark med et fagligt relevant og inddragende program, som kan kvalificere og inspirere undervisningen og den demokratiske debat om klima og klodens fremtid. Formålet er at inspirere de unge til at handle mere klimarigtigt og oprette miljøudvalg med fokus på klima og CO2-reduktion på alle skoler. Målet er på sigt at skabe årligt tilbagevendende ”klimadage” på alle ungdomsuddannelser i Danmark.

Sidste års åbningsdebat