Bioteknologi A, matematik A, fysik B

Bioteknologi A, matematik A, fysik B

Klik på billedet for at se alle studieretningens fag

 
”For mig er det både sjovere og nemmere at forstå, når vi lærer
at koble det teoretiske med det praktiske”.

Caroline Jensen
Elev på studieretning med biotek, matematik og fysik

 

Præsentationsvideo

AGS’ fødevarelaboratorium til biotek’erne er ét af flere eksempler på skolens naturvidenskabelige engagement og flotte science-faciliteter. Studieretningen er skræddersyet til dig, der vil have gode muligheder for at få et dybere indblik i den naturvidenskabelige tankegang og metode og samtidig lære at se sammenhængen mellem det, der står i bøgerne, og de ting, du omgives af i hverdagen.

På biotek-studieretningen prioriterer vi ekskursioner og har ofte været i København i samarbejde med danskfaget, hvor vi bl.a. besøgte H.C. Ørsted Instituttet, Ny Carlsberg Glyptoketet og en mindre bioteknologivirksomhed ved navn Biosyntia. Desuden inviterer vi hvert år forskere ind på skolen, fx i forbindelse med Forskningens Døgn.   

Undervisningen i faget bioteknologi er nemlig tematiseret, hvilket betyder, at der er en tæt kobling mellem teori (som fx kunne være kemiske processer og biologisk kendskab til enzymer) og den praktiske anvendelse, som kunne være bagning, ølbrygning eller produktion af oste, yoghurt, chokolade, vin, kaffe, og mayonnaise. Du prøver at lave det hele selv i vores fødevarelaboratorium, og det er både hyggeligt og lærerigt – og ofte smager det også godt!

Men alt handler ikke om mad. Studieretningen, der også har matematik og fysik, er også oplagt, hvis du er interesseret i emner som fx lægemiddelforskning og genteknologi. Lærerne på AGS har lavet temaerne, så de pirrer nysgerrigheden for de seneste års udvikling inden for området, men også for at klæde dig på til at tage kritisk stilling til brugen af dem. I fremtiden bliver der nemlig særligt brug for folk, der ved noget om baggrunden for de etiske problemstillinger, som fagenes områder lægger op til.

Mange elever synes, det er både sjovere og lettere at forstå matematikken og fysikken, når det sættes sammen med virkeligheden. Derfor tager eleverne på denne studieretning ofte på ekskursioner, som bl.a. har omfattet et Biokemisk og Mikrobiologisk afdeling på Sønderborg Sygehus, et rensningsanlæg og en økologisk landmand. Et oplagt rejsemål for studieturen kunne være Firenze, hvor man kunne se på dyrkning af vin og olivenolie og tage på anatomisk museum. Desuden deltager skolens hold i konkurrencer som ”Drughunter”, hvor AGS-elever i år arbejdede med at finde løsninger på fremtidens fremstilling af lægemidler. 

Et oplagt valgfag på studieretningen kunne være at hæve Kemi B til A-niveau i 3.g., hvilket kan bidrage til en endnu større forståelse for undervisningen i bioteknologi. Men også fag som idræt, psykologi eller religion kan supplere studieretningsfagene med de ting, som netop du er interesseret i.

Husk i øvrigt, at du først skal vælge studieretning, EFTER du er startet på gymnasiet.

Se fag på Bioteknologi A, Matematik A, Fysik B