Regler for Studierejser og ekskursioner

på Alssundgymnasiet Sønderborg

Studierejser

Alle elever, som går på Alssundgymnasiet, tilbydes en studierejse i løbet af deres gymnasietid på AGS. At tage på studierejse giver dig mulighed for at møde andre kulturer og derved bidrager rejsen til at give dig indsigt i andre måder at leve på, og samtidig kan du få en forståelse af dine egne værdier og din egen identitet.

Studierejsen går oftest til en europæisk destination, hvilket gør sig gældende for studieretninger uden engelsk A. Rejsen ligger i forårssemestret i 2.g. For klasser med engelsk A som studieretningsfag tilbydes en USA rejse i efterårssemestret i 3.g. USA rejsen planlægges så vidt muligt, således at en del af opholdet er et ”home-stay”, hvor du er indkvarteret hos en amerikansk familie. Efter opholdet hos familien, vil der være nogle normale studierejsedage i eksempelvis Washington. For vores internationale studieretning er der dog særlige forhold, som du kan læse mere om under menupunktet studieretninger.

Som hovedregel varer en studietur 5 dage – til USA dog 10 dage. Studierejsen, inkl. ophold og udflugter, koster max. 4000,- kr. til en europæisk destination og inkluderer rejse-og opholdsomkostninger. Studierejser til USA koster 8500,- kr., inklusive fly og ophold. I begge tilfælde vil der komme udgifter til mad og evt. transport. Din tilmelding til rejsen er bindende, og dine indbetalinger vil være tabte, hvis du af den ene eller anden grund ikke deltager i rejsen. Dette gælder også hvis du ikke kan rykke op i 3.g.

Ekskursioner

Ekskursioner er undervisning udenfor skolen á 1-2 dages varighed. De ledes af en eller flere faglærere og skal omfatte fagligt relevant stof. Det kan være et besøg i domhuset med samfundsfag, en dag på Skærtoft Mølle med bioteknologi eller en dag på Danmarks Tekniske Universitet i fysik. Du forventes selv at betale udgifter i forbindelse med ekskursionen. Da ekskursionen anses for at være undervisning, er der mødepligt, hvis klassen først er blevet enige om at tage af sted. Op til tre elever kan melde fra, uden at ekskursionen bliver aflyst. Hvis du af særlige grunde ikke deltager, skal du i stedet arbejde med en faglig opgave på skolen.

Planlægning

Planlægningen af studierejsen begynder på et klasseteammøde med klassens lærere. På mødet drøftes muligheder og destinationer, som kan have et fagligt indhold koblet til den pågældende studieretning. Klassens teamlærere præsenterer forslagene for dig og dine klassekammerater og i samråd med jer tages en beslutning om rejsen.  Rejsen planlægges, så alle i klassen kan deltage, men ifølge lovgivningen er deltagelse frivillig. Hvis du af forskellige årsager er forhindret i at rejse med klassen, vil der foreligge et fagligt program, som du skal arbejde med i klassens fravær.

Du bliver informeret om rejsen af dine teamlærere. Det kan være en god idé allerede fra 1.g at påbegynde en opsparing til rejsen. For at hjælpe dig med at afholde udgiften til en studierejse, deles denne i flere rater.

Da studierejsen skal afspejle din studieretnings faglige profil, vil de deltagende fag oftest være studieretningsfag og/eller ét af klassens obligatoriske fællesfag.

Når fag og destination er besluttet, forbereder lærerne et fagligt program for turen.

Du og dine forældre orienteres skriftligt om indhold, budget og skolens rejseregler. I/du tilkendegiver skriftligt, at du/dine forældre er indforstået med deltagelse i rejsen. Derefter planlægger lærere og elever sammen det detaljerede program for rejsen.

Hvis du ikke selv kan afholde udgiften til studierejsen, kan du ansøge Skolefonden skriftligt om et tilskud eller om at indgå en aftale om en afdragsordning. Ansøgning sendes til Per Møller, skolens rektor.

Rejseregler

Skolens studie- og ordensregler er gældende også i forbindelse med studierejser, og du vil blive præsenteret for dem inden rejseafgang.

Forsikring

Du skal selv sørge for at være forsikret i forbindelse med skolerelaterede rejser. Du skal have en afbestillingsforsikring og rejseforsikring. Nogle gange aftales det med resten af klassen at købe afbestillingsforsikringen i forbindelse med selve rejsen. Du er dækket af rejsesygeforsikringen (den offentlige sygesikring), når det gælder lægebehandling i EU-lande, men den dækker ikke din hjemtransport i forbindelse med sygdom og ulykke.

Elever med udenlandsk pas

Det er vigtigt at være opmærksom, hvis du har udenlandsk pas, da du muligvis skal have visum for at komme ind i/igennem visse lande. Det afhænger bl.a. af din opholdstilladelse og pastype. Det er især vigtigt i forbindelse med USA rejser, at du er opmærksomme på i god tid at få dine papirer i orden. Et halvt år forinden rejsen er ikke for tidligt at gå i gang. Nærmere oplysninger fås ved henvendelse til ambassaden eller konsulatet for det land, du ønsker at besøge. Også Udlændingeservice hos Sønderborg Politi kan være behjælpelige med at få klarhed over dine papirer.