Prøve- og eksamensperiode samt prøvetidspunkter

På Alssundgymnasiet Sønderborg afholdes eksamen for sommertermin (maj-juni 2017) i perioden 17. maj-21. juni. Sygeeksamen afholdes i august samme år.

Orientering om prøver

I forbindelse med både terminsprøver og eksamener vil du i god tid før blive orienteret om de praktiske forhold og gældende regler. Administrationen og dine faglærere giver dig både mundtlig og skriftlig information. Orientering foregår en uge før terminsprøverne, og igen først i maj.

Antal prøver og udtræk af prøvefag

En studentereksamen består af mindst 9 prøver (inkl. studieretningsprojektet). Ud af de 9 prøver vil mindst 3 være skriftlige og mindst 3 mundtlige. I fag med både skriftlig og mundtlig eksamen kommer du til mindst én eksamen i faget – altså enten skriftligt eller mundtligt eller begge dele. Hvis du har ekstra A-niveau fag forhøjer det dit antal eksamener med det antal ekstra A niveau fag, du har. Disse vil fortrinsvis udtrækkes blandt de skriftlige eksamener.

Undervisningsministeriet udtrækker hvert år, hvilke fag du som elev skal til prøve i. Eksamensplanen offentliggøres i 2 omgange. Mandag d. 9. maj kl. 00:05 offentliggøres de skriftlige eksamener samt de mundtlige eksamener som ligger FØR d. 23. maj. Du vil kunne se informationer om dem i Lectio. Mandag d. 15. maj kl.00.05 til eksamensoffentliggørelsen på skolen (begynder kl. 21.30) får du resten af din eksamensplan. Individuel plan udleveres til alle.

Datoer og mødetidspunkter til eksamen vil efter offentliggørelsen kunne ses i Lectio. Ændringer kan forekomme indtil kort tid før eksamen, så husk at tjekke Lectio jævnligt.

Deltagelse i prøve

Du kan aflægge prøve i fag, som du fulgt undervisningen i i det pågældende skoleår. Hvis du har valgt/vælger at løfte et fag til et højere niveau, aflægges ikke prøve i det laveste niveau.  Almen studieforberedelsesprøven er en obligatorisk mundtlig eksamen – dog er den betinget af at du har afleveret synopsis rettidigt.

Eksamensbekendtgørelsen

I eksamensbekendtgørelsen ses følgende regler for deltagelse i prøver:

Sygdom eller udeblivelse (§9)

En eksaminand, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller anden uforudseelig grund, skal have mulighed for at aflægge prøven snarest muligt.

I visse tilfælde  kan skolen bestemme, at sygeprøve gennemføres ved forlængelse af allerede fastsatte afleveringsfrister for projektopgaver og andre opgaver, der forudsætter afleveringsfrister.

Sygeksaminer afholdes sædvanligvis i august.

Hjælpemidler (§15)

Under prøverne er anvendelse af hjælpemidler, herunder elektroniske, tilladt, medmindre der i reglerne for den enkelte uddannelse er fastsat begrænsninger. Faglærerne orienterer om disse.

Eksaminanden har under prøver, der er underlagt tilsyn, alene adgang til internettet, for så vidt angår egne læremidler, egne notater og egne arbejder. Dog gælder dette ikke ved forberedelse i et eller flere døgn.

Du kan læse fagenes læreplaner via dette link, hvor du kan læse, hvilke hjælpemidler du må benytte dig af.

Afvikling af prøve (§16)
En prøve er begyndt, når uddelingen af opgaverne er begyndt, eller når eksaminanden er blevet gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende. Prøven afvikles inden for den i læreplanen fastsatte tidsramme. En eventuel forberedelsestid indeholder tid til udlevering af opgave og materiale. Eksaminationstiden ved en prøve med mundtlig besvarelse indeholder tid til votering og karakterfastsættelse.

At komme for sent eller udeblive (§17)
En eksaminand, der udebliver fra eller kommer for sent til en prøve, har ikke krav på at aflægge prøven. Hvis det anses for udelukket, at en eksaminand, der kommer for sent til en skriftlig prøve, kan have modtaget nogen oplysning om opgaven, og hvis rektor skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed, kan eksaminanden få lov til at deltage i prøven. Prøvetiden forlænges normalt ikke. Hvis rektor skønner, at udeblivelsen eller forsinkelsen er rimeligt begrundet, kan eksaminanden få tilbud om at aflægge prøve på et senere tidspunkt.

Særlige prøvevilkår (§19)
For elever med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller med andre tilsvarende specifikke vanskeligheder er der mulighed for særlige prøvevilkår for at ligestille disse elever med andre i prøvesituationen. Det kan være forlænget prøvetid eller andre tiltag. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Vurderingen foretages af skolens læsevejleder og studievejleder.

Snyd (§20)
En eksaminand, der under en prøve skaffer sig eller giver en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller benytter ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises af institutionen fra den pågældende prøve.
Hvis der under eller efter en prøve opstår formodning om, at en eksaminand uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller har anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil, indberettes dette til gymnasiet. Bliver formodningen bekræftet, og handlingen har fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen, skal gymnasiet bortvise eksaminanden fra den pågældende prøve.
En eksaminand, der under prøveforløbet overtræder eksamensreglerne bortvises fra prøven.
Bortvisning fra en prøve medfører, at eventuelle karakterer bortfalder. Eksaminanden kan herefter aflægge prøven på ny. En sådan prøve afholdes i næste termin – typisk et år efter i maj-juni.

Klager (kap. 10)
Eksaminanden kan indgive en individual klage over en prøve til rector. Dette skal ske skrifltigt og senest 14 dage efter offentliggørelsen af prøvebedømmelsen. Klagen kan omhandle eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller selve bedømmelsen. Læs om klageproceduren her.