Bioteknologi A, matematik A, fysik B


Bioteknologi A
Matematik A
Fysik B

(Klik her for at se øvrige fag)


”For mig er det både sjovere og nemmere at forstå, når vi lærer at koble det teoretiske med det praktiske”.
Caroline Jensen, elev på studieretning med biotek, matematik og fysik




AGS’ nye fødevarelaboratorium til biotek’erne er ét af flere eksempler på skolens naturvidenskabelige engagement og flotte science-faciliteter. Studieretningen er skræddersyet til dig, der vil have gode muligheder for at få et dybere indblik i den naturvidenskabelige tankegang og metode og samtidig lære at se sammenhængen mellem det, der står i bøgerne, og de ting, du omgives af i hverdagen.

Undervisningen i faget bioteknologi er nemlig tematiseret, hvilket betyder, at der er en tæt kobling mellem teori (som fx kunne være kemiske processer og biologisk kendskab til enzymer) og den praktiske anvendelse, som kunne være bagning, ølbrygning eller produktion af oste, yoghurt, chokolade, vin, kaffe, og mayonnaise. Du prøver at lave det hele selv i vores fødevarelaboratorium, og det er både hyggeligt og lærerigt – og ofte smager det også godt!

Men alt handler ikke om mad. Studieretningen, der også har matematik og fysik, er også oplagt, hvis du er interesseret i emner som fx lægemiddelforskning og genteknologi. Lærerne på AGS har lavet temaerne, så de pirrer nysgerrigheden for de seneste års udvikling inden for området, men også for at klæde dig på til at tage kritisk stilling til brugen af dem. I fremtiden bliver der nemlig særligt brug for folk, der ved noget om baggrunden for de etiske problemstillinger, som fagenes områder lægger op til.

Mange elever synes, det er både sjovere og lettere at forstå matematikken og fysikken, når det sættes sammen med virkeligheden. Derfor tager eleverne på denne studieretning ofte på ekskursioner, som tidligere har omfattet et bryggeri, Skærtoft Mølle, Naturmælk, et rensningsanlæg og en økologisk landmand. Et oplagt rejsemål for studieturen kunne være Firenze, hvor man kunne se på dyrkning af vin og olivenolie og tage på anatomisk museum. Desuden deltager skolens hold i konkurrencer som ”Drughunter”, hvor AGS-elever i år arbejdede med at finde løsninger på, hvordan man kan diagnosticere og behandle psykiske sygdomme.

Et oplagt valgfag på studieretningen kunne være naturgeografi, hvis man vil afdække det naturvidenskabelige område endnu bredere, men også fag som idræt, psykologi eller religion kan supplere studieretningsfagene med de ting, som netop du er interesseret i.

Husk i øvrigt, at du i 2017 først skal vælge studieretning, EFTER du er startet på gymnasiet.

Se fag på Bioteknologi A, Matematik A, Fysik B


Adgangskortet.dk

På dette link kan du danne dig et overblik over, hvilke videregående uddannelser studieretningerne giver adgang til.