Alssundgymnasiet i Sønderborg
                       
About
 

Læsevejleder

 
  Annette Iversen, (engelsk, spansk, læsevejleder).
E-mail: ai@ags.dk.
 
Læsevejledning på AGS
  
At gå i gymnasiet er ensbetydende med et større læsepensum og flere skriftlige opgaver end i folkeskolen. Hvis man synes, at det kan være lidt svært at overkomme, fordi man enten læser langsomt, snubler over ordene eller har svært ved at få sine gode tanker ned på papir, kan man få et hjælpende skub af skolens læsevejleder. På Alssundgymnasiet er vi én læsevejleder, der varetager undervisningen af elever specielle behov
 
Elever
De elever, der kommer i læsevejledningen, kan være dyslektikere (ordblinde), langsomme/svage læsere eller to-sprogede, der har specifikke vanskeligheder. Derudover er der også mulighed for elever med behov for hjælp til lektielæsning, hjælp til gode læsestrategier, ekstra hjælp til skriftlige afleveringer, ekstra undervisning i grammatik eller med ønske om at forøge læsehastighed at henvende sig til læsevejlederen for at få hjælp. 
 
Første møde med læsevejlederen - screening
I forbindelse med de nye elevers introduktion til gymnasiet foretager læsevejlederen en screening af alle 1.g’ere med henblik på at teste læsehastighed, læseforståelse og stavekundskaber. Det er ofte i forbindelse med denne screening, at der kan være mulighed for at opdage dyslektiske (ordblinde) træk hos eleverne.
 
Når screeningen er rettet, modtager alle elever en tilbagemelding med deres resultater og - hvis nødvendigt - et tilbud om efterfølgende samtale/undervisning af læsevejlederen. Tilbuddet er absolut frivilligt, så eleven har således lov til at sige ”nej tak”.
 
Det er selvfølgelig altid muligt at henvende sig til læsevejlederen på et senere tidspunkt, selvom man efter screeningen ikke valgte at tage imod tilbuddet.
 
Hvis eleven er interesseret i at følge op på resultaterne af screeningen, foretages yderligere test for at kunne stille en slags ”diagnose” for den enkelte elevs behov. På den måde kan undervisningen hos læsevejlederen bedre tilpasses særlige behov.
 
Det kan også være en faglærer, som henvender sig til læsevejlederen efter en snak med eleven. Ofte har faglærerne god viden om elevernes læse- og skrivekundskaber. Denne viden er meget nyttig for læsevejlederen.
Derfor informeres faglærerne/teamlærerne også om screeningsresultater og om, hvem der modtager læsevejledning
 
 
Undervisning i læsevejledningen
Undervisningen vil oftest foregå individuelt eller på meget små hold, hvis nogle få elever har ønske om samme type hjælp (eksempelvis at læse hurtigere).
 
Undervisningen foregår primært i elevernes fritimer eller i direkte forlængelse af en kort skoledag. Hvis dette ikke er muligt, fritages eleverne fra deres fagtimer. Eleverne får ikke registreret fravær, når de er til undervisning hos læsevejlederen.
 
Undervisningen bliver tilrettelagt – som nævnt ovenfor – ud fra den enkelte elevs særlige behov. Der vil være fokus på at give eleven gode strategier og huskeregler til arbejdet i timerne. IT-redskaber vil være i fokus samt en opmærksomhed mod, hvorledes eleverne kan kompensere for/afhjælpe deres vanskeligheder.
  
Dysleksi (ordblindhed)
Dysleksi har intet at gøre med intelligens!
 
Dysleksi eller ordblindhed er et handicap, der dækker over vanskeligheder med at læse og skrive. Når man er dyslektiker tager det ofte lang til at læse og skrive korrekt. Det kan samtidig være meget svært at lære nye ord og derved udvikle et større ordforråd.
Ikke alle elever, vi tester ordblinde, kender deres handicap på forhånd, men det kan opleves som en lettelse for dem at få en forklaring på, hvorfor de har oplevet at have vanskeligheder med læsning og skrivning. Det er måske endda første gang, de får at vide, at der er hjælp og støtte at få til at gennemføre den ønskede uddannelse.
Ved konstatering af dysleksi kan læsevejlederen og skolen søge SU-styrelsen om specialpædagogisk støtte (SPS). Støtten består dels i en it-rygsæk, der indeholder en PC med scanner og kompenserende læse- og staveprogrammer, dels ekstra tid til undervisning, de såkaldte studiestøttetimer. Disse støttetimer kan eksempelvis være hos læsevejlederen og give den ordblinde elev nogle redskaber til at afhjælpe en del af de vanskeligheder, han/hun kan støde på i lektielæsningen/undervisningen.
 
Dispensation
Når eleverne har fået konstateret enten dysleksi eller andre læse/skrivevanskeligheder, kan der søges forskellige typer af dispensation til årsprøver og/eller eksamen. Det kan dreje sig om forlængelse af forberedelsestid, trækning af eksamensspørgsmål før resten af holdet eller modtagelse af eksamensmateriale på cd-rom, således at det er muligt at bruge eksempelvis en it-rygsæk også til eksamen. Dispensationerne gives som oftest af skolens rektor via henstilling fra læsevejlederen og kommer sjældent til at figurere på eksamensbeviset.
 
/Annette Iversen
læsevejleder
Siden er sidst opdateret af we