Idræt for alle

Er du til beachvolley, fodbold, bordtennis eller fitness?

AGS tilbyder sport og motion i fantastiske omgivelser

Som elev på AGS vil du af vores engagerede idrætslærere blive udsat for en idrætsundervisning, som er spændende, anderledes og sjov. Dette er ikke mindst muligt på grund af skolens fede faciliteter:

Vi råder over to store haller og et fitness/styrke-center, som giver mange muligheder for forskellige idrætsgrene, og så er der aldrig pladsmangel i indesæsonen. I udesæsonen har vi et kæmpe græsareal, som vi benytter til bl.a. fodbold, flagfootbal, ultimate og andre sjove idrætsgrene. Herudover har vi tre streetbasket-baner og to beachvolleyball-baner.

Vi har desuden 36 mountainbikes, som vi bruger til at køre i den nærliggende Sønderskov og på Spang  Mountainbikebane, og når vi er på frilufttur. Andre fag benytter sig også af cyklerne til lokale ekskursioner.

Endelig benytter vi os også af stranden, Idrætshøjskolens faciliteter og Sønderborg atletikstadion, som alle kun ligger et stenkast fra skolen.

På AGS er der enestående gode muligheder for at dyrke sjov og lærerig idræt. I timerne og for sjov.

Idræt for alle

Vores fitness-center er til fri afbenyttelse for skolens elever, og du får et introduktionskursus til faciliteterne, når du starter på AGS.

På AGS er der både frivillig idræt til motionisterne og konkurrencer til de mere ambitiøse. Skolen deltager i forskellige sportsarrangementer såsom fodbold, håndbold og volleyball-stævner, hvor vi ofte gør en god figur.

Det er også en tradition, at vi stiller op til det årlige kulturnatsløb, som finder sted i august måned. Desuden vil der internt på skolen blive afholdt forskellige stævner i årets løb såsom AGS-CUP i fodbold og den altid populære bordtennis-turnering, hvor både lærere og elever kæmper om æren som årets bedste batsvinger.

Sidst, men slet ikke mindst er der hvert år i maj måned en fælles idrætsdag i forbindelse med 3g'ernes sidste skoledag, hvor der dystes om at blive årets bedste klasse.